renesteffensen

De fleste af os har følt ubehag i forbindelse med den nylige domfældelse (november 2017) af ”Balkans slagter”, Ratko Mladic, da vi blev mindet om folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden i ex-jugoslavien. Han var som øverste hærstabschef armen, der udførte ordrene….. fra hvem? … den Bosnisk-Serbiske forsamling, der ville skabe et Storserbien.

Hvem stod for idégrundlaget bag denne forsamling: To psykiatere og dennes patient: Slobodan Milosevic!  Jovan Raskovic var en kroatisk serber, ven til præsidenten i daværende forbundsrepublik Jugoslavien. Han arbejdede som psykiater og havde været dybt involveret i udarbejdelsen af det berømte ”Memorandum” fra Serbiens Videnskabelige Akademi, som planlagde skabelsen af et stor-Serbien. Den anden psykiater var Radovan Karadzic med speciale i paranoia.  Han blev leder af Bosniens serbiske separatister og udråbte sin egen republik og endte med at få 40 års fængsel ved den internationale krigsforbryderdomstol. Radovan Karadzic behandlede og rådgav Milosevic for depression.

Jovan Raskovic propaganderede for et stor-Serbien via massemøder, TV og de skriftlige medier. Han ophidsede serberne ved at fortælle dem og den ultranationalistiske kroatiske terrorgruppes, Ustasja, forbrydelser begået mod serbere under 2. Verdenskrig. Derefter forklarede han sine psykiatriske teorier: Kroaterne er bange for alting, så de kan ikke udøve autoritet. Muslimerne bruger analsex, og er mennesker, der skraber rigdom sammen. Raskovic erklærede, at han havde fået disse informationer gennem sit psykiatriske virke. Derfor, sagde han, er Serberne overlegne, fordi kun de har sans for autoritet, og derfor må de udøve den over de andre jugoslaviske folk. Jovan Raskovic udtalte i januar 1992, to måneder før krigen i Bosninen og Hercegovina begyndte, under et TV-interview på ”Yutel”, den uafhængige TV-kanal i Beograd: ”Jeg føler mig ansvarlig, fordi jeg lavede forberedelserne til denne krig – blot ikke de militære forberedelser. Hvis jeg ikke havde skabt denne følelsesmæssige sindsstemning i det serbiske folk, ville der ikke være sket noget. Mit parti og jeg selv tændte lunten på den serbiske nationalisme, ikke kun i Kroatien, men også alle steder i Bosnien og Hercegovina. Få måneder efter denne udtalelse døde Raskovic af et hjerteanfald.

Psykiateren Radovan Karadzic var med til at oppiske den nationalistiske stemning. Under et interview i maj, 1990, svarede Karadzic, da han blev spurgt om, hvem der var hans politiske idol: ”Mere end nogen anden, Jovan Raskovic”.

Disse oplysninger er et resultat af MMKs efterforskning mens konflikterne stod på i halvfemserne.

Efterskrift: Hvad kan vi lære af historien? Den totale mangel på empati, som ligger bag den beskrevne etniske udrensning, genfinder vi i moderne, dansk hospitalspsykiatri. En psykiatrisk patient bliver ofte brændemærket for livet, diagnosen slettes aldrig, og han fratages sin identitet som ansvarlig borger. Han eller hun forvandles til slags grøntsag, fyldt med symptomdæmpende, ikke-helbredende medicin, der langsomt svækker personen ved sin giftighed og kræver livsvarig pension. Det stik modsatte ses hos succesfulde behandlere, der med den nødvendige empati knytter bånd til patienten og gengiver denne troen på sig selv i forståelse med patientens fortid ved at takle de årsager, der førte til den psykiske kollaps eller ved at takle sit sind (et ord, der sjældent høres i psykiatrisk litteratur). Dette er dokumenteret igen og igen. Sundhedsstyrelsen siger sågar på side 38-39 i dens redegørelse om muligheden for at etablere forsøg med medicinfri afdelinger i 1998: ”Der er i udlandet beskrevet en række tilbud af socialpsykiatrisk karakter som alternativer til akut hospitalsindlæggelse for psykotiske patienter: Behandlingsfilosofien bygger først og fremmest på at skabe kontakt.. og det mindst mulige forbrug af psykofarmaka…Resultaterne er overraskende positive med meget få overflytninger til lukket psykiatrisk afdeling.” Sundhedsstyrelsen, 2. kontor, 7.8.1998 jr.nr. 3252-23-97

Man spørger sig selv : Cui bono? Hvem får gavn af det nuværende system?